Der findes løb på 3.000 meter, 5.000 meter og 10.000 meter. Dejlige runde tal, som er til at forstå. Og så er der maraton-distancen, som lyder på 42,195 meter.

For at finde svaret på, hvordan de mærkelige decimaler opstod, skal vi først tilbage til oldtidens Grækenland, hvor perserne og grækerne 490 år f. kr. udkæmpede et lslag ved Marathon, der ligger lidt nord for Athen. Grækerne vandt slaget, og den græske soldat Pheidippides, der var kendt som en hurtig mand, blev derfor sendt tilbage til Athen for at berette om sejren i en vis fart – og på bare fødder.

Historikerne er enige om, at distancen, som Pheidippides tilbagelagde mellem Marathon og Athen, var cirka 40 kilometer, men nogen præcis måling findes ikke, da soldatens rute er ukendt. I øvrigt fortæller legenden, at Pheidippides døde af udmattelse kort efter at have overleveret sit budskab. Ifølge historikerne lød ordene: “Glæde. Vi vandt!”.

Hvor kom de 195 meter fra?

Da Pierre de Coubertin grundlagde de første moderne Olympiske Lege, var maraton på programmet. I det første OL i Athen i 1896 lød distancen på 40 kilometer, men i de efterfølgende Olympiske Lege varierede længden en del, og i Paris i 1904 var distancen således 40,260 kilometer. Første gang OL-løberne skulle tilbagelægge de nuværende 42,195 kilometer var i London i 1908, og det skyldtes angiveligt et hensyn til den royale familie, da løbet startede på Windsor Castle og sluttede ud for den royale boks på stadion. Den rute blev opmålt til præcis 42,195 kilometer.

Afstanden varierede i de næste to Olympiske Lege i Stockholm og Antwerp, men i 1921 besluttede det Internationale Atletik Forbund (IAAF) at lægge sig fast på den distance, som blev benyttet i London, og som siden har været den officielle marathon-distance.

Nogen forklaring på, hvorfor det netop blev den distance, der blev gjort til standard, har IAAF aldrig givet. Men nogle mener, at det kan hænge sammen med, at det dramatiske marathon-løb i London fik så megen omtale, at det internationale forbund ønskede at ride videre på den bølge af opmærksomhed, som løbet skabte.

Dramatiske scener

Det olympiske marathonløb i London i 1908 satte standarden for den nøjagtige løbsdistance, men løbet blev også husket for andre og mere dramatiske begivenheder. Det olympiske løb i den britiske hovedstad fik efterfølgende tilnavnet “London-affæren”, og det skyldtes primært italieneren Dorando Pietri, der undervejs på ruten

kollapsede flere gange af ren og skær udmattelse. På vejen ind på det Olympiske Stadion var han nærmest halvt bevidstløs, og publikum troede, han var døden nær. Venlige officials fik ondt af den hårdt prøvede italiener og hjalp ham derfor det sidste stykke ind over målstregen.

Senere gik rygterne på, at Pietri var død på hospitalet, men så galt gik det dog ikke. Amerikaneren Johnny Hayes, der kom i mål kort tid efter, protesterede over den hjælp, som Dorando Pietri fik på stadion, og det hele endte med, at italieneren blev diskvalificeret – og Hayes fik guld. Tiden var 2 timer 55 minutter og 18 sekunder.