Der er nogle ting, der aldrig slår fejl. Solen står op i øst, vi slipper ikke for at betale skat – og løberne fra Kenya er altid med helt fremme, når der løbes maraton. Det er nærmest en naturlov, at langdistanceløberne fra det østafrikanske land blander sig i toppen, men hvorfor forholder det sig mon sådan? Indtil videre har der været mange forsøg og studier, som har forsøgt at finde svaret på det spørgsmål, men noget helt klart facit er det dog ikke lykkedes at finde.

Målt over et løb på over to timer er forskellen på de bedste kenyanske løber og løbere fra resten af verden ikke voldsom – måske kun et par minutter. Men faktum er, at kenyanerne ofte har det lille ekstra gear, som betyder forskellen på det øverste og næstøverste trin på sejrsskamlen. Kenyanske løbere har eksempelvis vundet 20 ud af de sidste 27 udgaver af Boston Marathon – og det mange forskellige løbere.

Etiopien har stået for fem af de øvrige syv sejre, mens blot to løbere fra Sydkorea og USA har formået at bryde denne dominans.

Fysikkens betydning

Idrætsforskere, fysiologer og genforskere har derfor ofte rettet blikket mod the Western Rift Valley i Kenya, som gennem tiden har udklækket en lang række af verdensbedste løbere, for at løse gåden om Østafrikas – og især Kenyas overlegenhed på de lange løbsdistancer.

Biologen Daniel Lieberman fra Harvard University mener, at det er svært at finde den enkelte faktor, der gør nogle løbere bedre end andre, og han hælder derfor til, at forklaringen skal findes i en kombination af vilje, kultur, træning og biologi.

Europæiske studier har dog påvist, at de bedste kenyanere har et andet Body Mass Index og en anden knoglestruktur end deres vestlige konkurrenter. På grund af deres længere ben og kortere torso får de derfor en større lethed og bliver mere effektive løbere – især på de længere distancer.