Programmér din træning

juli 9, 2018

Der er forskel på anbefalinger, og der er forskel på folk. Men hvis du beslutter dig for at løbe et maraton og generelt er i dårlig form, siger tommelfinger-reglen at du realistisk set skal i gang med træningen et års tid inden, starten går. Er du i nogenlunde træning i forvejen, kan du formentlig nøjes med det halve.

Og når du så har besluttet dig for “Projekt Maraton”, er det tid til at planlægge et træningsforløb, som i sidste ende skal sørge for at gøre din marathon-oplevelse til en succes. Og også på den front findes der et væld af gode råd, tips og programmer, hvoraf nogle går helt ned i detaljen i forhold til hvordan du skal løbe, hvad du skal spise og hvordan du skal sove.

Men der findes nogle basis-råd, som de fleste vil have glæde af.

7 gode træningstips

  • Sørg for at have grundformen i orden, inden du begynder på de lange træningsture. På den måde undgår du at køre sur i træningen.
  • Det er vigtigt, at du ikke øger intensiteten for hurtigt, da kroppen vil få svært ved at følge med. Start hellere i god tid og byg formen langsomt op.
  • Sæt fokus på få det optimale ud af løbetræningen og brug mindre tid på at fokusere på kosten.
  • 42 kilometer er langt, og det kræver masser af udholdenhed for at gennemføre. Men det er ikke nok at få en masse kilometer i benene, inden du går i krig med en marathon. Du skal også have tempo, så intervaltræning er en nødvendighed.
  • Selv om du føler dig godt kørende, så undgå at øge din træningsdistance med mere end 10 procent om ugen.
  • Sørg for at variere din træning, så du både løber på asfalt, grus og skovstier. På den måde udfordrer du dine led og muskler på enpositiv facon
  • Stol aldrig slavisk på træningsprogrammerne – men lyt i stedet til din krop. Hvis benene siger fra, skal du også sige fra. Det er trods alt bedre at gå rundt med lidt dårlig træningssamvittighed end at få skader, som i sidste ende kan betyde, at du går glip af det store mål.

Start med en halv

Har du aldrig prøvet at løbe et maraton, kan du med fordel starte blødere op og forsøge dig med et halvmaraton, som der også afvikles mange af både i Danmark og rundt omkring i verden. Træningen til de godt og vel 21 kilometer er en god grundsten, hvis du senere vil kaste dig ud i løbets “Rolls Royce”-distance.

Er du til gengæld i rigtig god form og har lyst til endnu større udfordringer end maraton, kan du overveje, om du skal kaste dig ud i en Ironman i triatlon-disciplinen, hvor maraton sammen med svømning og cykling udgør strabadserne.